Billedkunst og musik hos Proust. For Marcel Proust er kunstnerisk skaben først og fremmest litteratur, men den hviler i høj grad på billedkunsten og musikken. I På sporet af den tabte tid bruger han toner og farver til at komponere og farvelægge, og han anvender en fiktiv maler, Elstir, og en fiktiv komponist, Vinteuil, til at beskrive billedkunst og musik i den virkelige verden og til i det hele taget at tale om kunst. Bogens opbygning med citater og referencer til mere end 350 værker gør den til en tro følgesvend under læsningen af På sporet af den tabte tid.

BESTIL HER

Dantes Guddommelige Komedie, der foregår i påskeugen år 1300, er en fortælling om en vandring gennem de tre dødsriger: Helvede, med dets evige pinsler, Purgatoriet (eller Skærsilden) med de timelige prøvelser, og Paradiset, hvor salige sjæle opholder sig nær Gud, men ikke har glemt det jordiske liv.

Fortællingen kan betragtes som den første europæiske jeg-roman, idet fortæller og læser følger vandreren "Dante" gennem smerte mod forløsning og stadig større erkendelse. I begyndelsen føres han af digteren Vergil, senere af sin elskede Beatrice, som han ikke fik i live. Komedien er blandt meget andet verdenslitteraturens særeste og mest storslåede kærlighedsfortælling. Oversættelsen ved Ole Meyer følger Dantes versrytme og baserer sig ligesom denne på talesproget. Den Guddommelige Komedie hører til den klassiske litteraturs mesterværker. Den er formentlig blevet til under Dantes landflygtighed i årene 1307-21.

Alt tyder på at Dante selv var bevidst om at have skabt et værk der ikke svarede til noget hidtil kendt og derfor kun vanskeligt lod sig beskrive ud fra gængse begreber. Hans egen betegnelse for det er “Komedie” (Comedía), hvortil en eftertid har tilføjet udtrykket “Den Guddommelige”. Titlen har ikke noget med teater at gøre, men skyldes ifølge overleveringen, at værket ender godt og at dets stil ikke er ensartet “tragisk” og ophøjet.

BESTIL HER